Svært ved begrænsninger og kasse mentalitet

Jeg har altid haft det utroligt svært ved begrænsninger. Ikke bare rammer og regler, men den mentale slags - den lukkede tankegang, hvor idéer hurtigt bliver skudt ned, før de overhovedet får lov til at trække vejret.

Jeg husker tydeligt, hvordan jeg som dreng igen og igen mødte voksne, der så verden i faste kasser. Hvor der var én rigtig måde at gøre tingene på, og hvor det anderledes ofte blev opfattet som forkert. De oplevelser har sat sig dybt i mig og har været med til at forme både den person og den far, jeg er i dag.

Et af mine vigtigste fokuspunkter som far er derfor, at mine børn ikke skal vokse op med begrænsninger - men med opbakning. At deres skøre, vilde og uforudsigelige idéer bliver mødt med nysgerrighed og omfavnelse i stedet for skepsis. For det er netop dér, kreativiteten bor.

Der har været tidspunkter i mit liv, hvor jeg har tænkt, at hvis bare jeg selv var blevet mødt med den samme forståelse og åbenhed, så havde mit liv – og især mit arbejdsliv – set helt anderledes ud. Og ja, det tror jeg faktisk, det ville have.

For så var jeg måske endt som noget røvsygt såsom revisor, advokat eller noget andet fuldstændig forudsigeligt (no offense til revisorer og advokater). Et liv i trygge rammer, faste strukturer og klare facitliste-svar.

I stedet har jeg hele mit liv haft en næsten ustyrlig trang til at bryde ud af kasser, udfordre strukturer og gå imod strømmen. Og det er nok ikke helt forkert at sige, at jeg til tider har været en smule trodsig - noget, jeg er ret sikker på, at flere af mine tidligere chefer stadig kan nikke genkendende til.

Men i dag tror jeg ikke længere, at alle de år med begrænsninger var spildte. Tværtimod. Jeg tror, jeg skulle igennem dem for at forstå, hvad frihed egentlig betyder for mig. For at kunne ende præcis dér, hvor jeg er nu: med et arbejdsliv, jeg oprigtigt elsker - fyldt med frihed, ansvar og kreativitet.